Varde Gardens Historie

billede af garden der går gennem gaden

Varde Garden fik sin debut ved blomsterfesten i Varde den 17 august 1963, med 66 medlemmer i uniform, heraf 10 til hest. Hestene dannede bagtrop, mens gardens maskot, en pony ved navn "Prins", var med i front.

Allerede året efter havde Varde Garden den store fornøjelse at være ferieafløsere for Tivoli Garden i København i 5 dage.

Hestene var en fast del af garden de første år, men på grund af dyre transportudgifter måtte de i 1970 udgå.

Varde Garden har på nuværende tidspunkt ca. 55 unge mennesker mellem 10 - 20 år i uniform, samt 30 aspiranter som er i gang med danse- og musikundervisning og marchtræning.

Varde Garden består af 4 delinger. 1. deling er twirlerne (danserne), som er frontfigurer. 2. deling er et harmoniorkester, 3. deling er fløjterne, og 4. deling er trommerne, som danner bagtrop.

Varde Garden vækker naturligvis begejstring og glæde, når de trækker op i deres rød/hvide uniformer, og er på den måde med til at gøre utallige arrangementer i ind- og udland til en oplevelse, for både deltagere og tilskuere.

Varde Garden har gennem årene deltaget i mange konkurrencer, med usædvanligt flotte resultater. Efter at Danmark Tattoo i Varde er blevet en fast tradition, har Varde Garden også været en naturlig deltager, på lige fod med nogle af europas dygtigste og mest professionelle militærorkestre.

Som medlem af Varde Garden får man en god og sund fritidsinteresse. Der undervises i dans/musik, march og tattoo. Det sociale samvær, det gode kammeratskab og fællesskabsfølelsen, som opstår når så mange vidt forskellige børn og unge præsterer noget sammen, er en vigtig del af det hele.

Varde Garden har deltaget i sportsfester, byfester og kæmpestore arrangementer i såvel Danmark, som i Tyskland, Frankrig, Holland osv. Hvert andet år igennem mere end 25 år, har den været en fast del af den ugelange skyttefest i Hausberge, en lille tysk by i nærheden af Minden. Her er Varde Garden en uundværlig del af festlighederne, og venskab og gensidig gensynsglæde gør mere denne tilbagevendende begivenhed til feriedage end "arbejdsdage".